Børnehuset ”Pudhu Punal – Holstebro Denmark”.

Medlemmer af Holstebro Arbejdsgruppe var på besøg i Sydindien i 2013 og blev her orienteret om planerne om et nyt børnehus i en børnelandsby. I børnelandsbyen, der ligger i delstaten Tamil Nadu, var der i forvejen 13 huse, der rummede ca. 150 piger, og nu havde man finansieringen på plads til endnu et hus, men manglede til driften af børnehuset. I det nye børnehus var der plads til 25 piger.

Holstebro Arbejdsgruppe sagde ja til at finansiere driften de første 2 år.

Den officielle indvielse var den 11. januar 2014, og jeg blev inviteret til at foretage indvielsen, så min mand og jeg rejste til Indien. (Naturligvis for egen regning).

Det var en stor dag for børnelandsbyen. Det var en lørdag, så alle børn var hjemme i børnelandsbyen, og de modtog os med blomster, da vi kom, en meget festlig velkomst.

Vi glædede os meget til at se det nye børnehus. En pæn bygning med 2 rum, et stort fællesrum, hvor alle aktiviteter foregår, og hvor pigerne sover på måtter på gulvet, og et mindre værelse, hvor alle deres personlige ejendele opbevares i små kufferter.

Vi glædede os endnu mere til at være sammen med børnene.

Det blev en uforglemmelig oplevelse. Efter på forhånd at have læst rapporterne om de enkelte piger og deres forfærdelige skæbne, var det en stor glæde at møde nogle glade, smilende og tillidsfulde piger. De var i alderen fra 4 år og opefter.

Det nye børnehus blev indviet efter alle tamilske traditioner og har nu navnet ”Pudhu Punal – Holstebro Denmark” som tak til sponsorer og kunder, der gør det muligt for Holstebro Arbejdsgruppe at støtte dette fantastiske projekt.

I februar 2016 besøgte vi igen børnehuset, og det var utrolig dejligt at se, hvordan pigerne trives der.

På forhånd havde Holstebro Arbejdsgruppe garanteret for driften i 2 år, men Holstebro Arbejdsgruppe sørger for at fremtidssikre driften af børnehuset, og der hensættes hvert år midler hertil.

Donationer til børnehuset modtages med stor tak.

Signe Holm.
Kontaktperson Signe Holm. E-mail: rsholm1@gmail.com

Det turkisfarvede hus er børnehuset ”Pudhu Punal – Holstebro Denmark”
Landsbyen rummer 14 små huse.
Her er pigerne samlet ved indvielsen af børnehuset i 2014. Huset består af en fællesstue, hvor alle aktiviteter finder sted, og om natten sover pigerne på gulvet på tynde madrasser.

Pigerne underholder ved indvielsen af børnehuset.
Foto af pigerne i 2019.
Ved alle husene bliver man budt velkommen af flotte tegninger på jorden.
Ved indvielsen er alle i festtøjet.
Så glad bliver man for en kuglepen fra Kvickly Holstebro.